Sjælevandring

1

Udlev dine fantasier med en af vores medlemmer, det behøver ikke at være med en kæreste.

10%
TOTAL SCORE
Besøg side Besøg side

Jeg kigger ikke lige nu… Dine øjnes brændende ild fortærer mig kraftigt. Opsluger mig i et tomrum jeg ikke kan bunde i. Det er som en dyb endeløs brønd. Og du stopper ikke med at fortære mig. Med at opsluge mig i tomme rum. Hæst i snørklede rytmer hvisker du til mig, imens jeg falder og falder ned i dybe brønde du har skabt…

Hun stønnede svagt ud i luften og kiggede ned af sig selv. Hun var nøgen og på knæ. Hænderne bundet stramt på ryggen. Alting svimlede for hende. Efter den 10’ende lussing sansede hun til sidst ingenting længere. Kun lyden af hendes åndedrag fyldte rummet med bange stemme.

Det var ikke liderlighed dette her. Men noget andet. Et punkt hun ikke kunne definere. Hverken overfor sig selv eller Ham. Men styrken bag Hans slag denne gang havde været skræmmende. Så skræmmende at hun overhovedet ikke kunne andet end at stønne. Tavsheden var nu bare tung, tung, og hvilende nedad på hendes skuldre. Tyngede hende nedad i skamløs, nervepirrende angst og en sær form for liderlighed hun ikke turde vise. Men det var det heller ikke. Det var noget andet. Og dybere.

Og han sad nu bare og kiggede på hende. Hun kunne se hans sko lidt længere henne og noget af hans bukseben. Hun måtte ikke kigge op. Det var forbudt. Og det gjorde hende bare så meget mere nervøs over denne uvante tilstand. Hun følte sig som et dyr. Som en ting der ikke kunne tale eller se. Men bare skulle være. Og stå til. For hvad der nu måtte ske.

Pludselig rejste Han sig op igen. Hun stønnede ikke længere, men nervøse trækninger for hen over ansigtet på hende. Sveden sprang frem i håndfladerne. Stearinlysende flakkede sært og formede denne nøgenhed hun viste. Så meget mere udsat. En skrigende plet i værelset fyldt med angst, hengivenhed og striber på ryggen. Han bøjede sig ned over hende og greb fat i hendes hår. Holdte det så stramt at det smertede langt under huden. Nu var hun ikke kun nervøs længere, men direkte bange. Et bælte kom til syne i øjenkrogen.

Hun forsøgte ikke at tænke. Kunne ikke tænke. Han lagde det om halsen på hende. Så lille hun blev. Nøgen og sårbar imellem store hænder. Hun kiggede ikke på ham da han strammede til, men gled ud. Længere og længere ud. Al energi blev samlet i ét punkt. Det centrerede som flydende varme der brændte og brændte dybt ned i hendes skød. Hun var kvinde til fingerspidserne nu. Udenom og indeni. Hjemme, dybt faldet i et magtværn Han spandt om hende.
Og dette var kun begyndelsen.

Han slap hende da hun stønnede uroligt. Rejste sig og hentede noget. Det var et lille sort klæde hun fik for øjnene. Lidt efter mærkede hun halsbåndet blive lagt om halsen. Han strammede det i et greb inden Han låste det og hviskede; Så ved jeg hvor jeg har dig… TÆVE. Derefter satte Han en lille lås i halsbåndet. Hun mærkede Han lirkede noget fast i det omme i nakken som Han førte ned til hænderne. En kæde? Det var koldt imod hendes hud. Det blev strammet så hun mærkede halsbåndet rykke om hendes hals.

Hun var fanget nu. Der var ikke så meget andet at gøre end at vente på næste skridt. Næste bevægelse. Han tog fat i hendes hår og rev hende over gulvet og tæt ind til sig. Kyssede hende hårdt imens hænderne klemte om halsen. Hun kæmpede lidt først, og gav så efter. Smeltede ned i hans krævende, altfortærende bevægelser. Men han slap hende og sagde hun skulle lægge sig på den pude der var foran hende og læne sig ind over sengen.

Hun mærkede fingre støde voldsomt op i hende. Ydmygede hende. Han følte og mærkede på hende som om hun var en vare der skulle godkendes. Han rejste sig og hentede noget. Lod hende ligge der, mens fragmenter, pirkede og tvang hende til at åbne sig for en liderlighed der brændte uendeligt op igennem hende og som det essentielle der drev hende.

Eller var det? Hun var blevet behagesyg. Og ventede kun på at gøre Ham tilfreds. Hun ville bare være for Hans fødder. Det var hendes største glæde at vide når han smilte tilfreds over hende. At vide hun var noget værd for ham. Om ikke bare lidt. Et lille sandkorn dybt nede under de grove flader der strakte sig hen over hende når han rørte hende. Igen og igen.

Han kom tilbage igen og trak hendes hoved op i hendes hår. Han samlede alt håret i hånden og strammede til så hun måtte udstøde en lyd. En smerte der undslap hendes læber, som en hvisken, en bøn. Han tvang et bælte ind imellem hendes læber og strammede det som et bidsel. Hendes øjne brændte bag øjenlågene, og alting flød pludselig med en stadig strøm igennem hende igen og igen. Hun smeltede ned til ingenting. Hun forsøgte at bevæge sig lidt og mærkede så at han strammede det endnu mere.

Langt borte hørte hun Ham sige noget. Men hun var der ikke. Hun opfangede et ord. Løsrevet og ude af sammenhæng. Liderlig sagde han, som om det var noget beskidt. Hun opdagede at det drev af hende. Hun stønnede hæst og skammede sig. Ville sige noget. Men ingen lyde var tilladt. Hendes verden var forseglet i Hans nu. Som to modpoler vandrede de nu imod hinanden. Han mere imod hende. Krævende. Pirkende ind i afkroge hun ikke anede fandtes i hende.

Langsomt slap Han grebet, som om Han drev hende mod land. Hun følte sig som en strandet flåde i vandkanten. Vildfaren, men flydende i ekstase. Og det rum hun befandt sig i var hendes egen virkelighed. Så kærtegnede Han hende igen. Lagde bæltet væk. Hendes krop lyste op i rummet. Formerne aftegnede sig skarpt i lyset. Afrundede helheden.

Forpjusket hår i lange tjavser. Rødt imod lyset. Blød hud der skreg imod Ham, følelsesbetonet og ventende på berøring. Hans store hænder strakte sig ned over hende. Kørte en finger ned over den svajede ryg. Ned mod ballerne der var varme og bløde. Runde imod Hans hud. Så flyttede Han sig igen. Han talte nu til hende. Sagde at hun skulle ligge helt stille. At hun skulle modtage hvad der kom nu, og med stolthed.

Så faldt slagene igen. Bombarderet af den ydre smerte, røg hun tilbage igen mod dette punkt. Det var ikke til at holde ud til at starte med. Denne hårdhed. Men til sidst, fandt hun frem til dette punkt. Mærkede at hun blev åben, penetreret af en underlig form for brændende helhed i hele hendes krop. Hun forsøgte ikke at sige noget. Ikke at bevæge sig. Men spjættede alligevel igen og igen, da denne hårdhed ramte hende. Så stoppede Han endelig. Hun lå helt stille. Var stadig kun dette lille punkt, der lå og gned sig ind i lagnerne. Striberne på hendes ryg var røde og hævet.

Han stod længe og bare betragtede hende der i halvmørket. Hun pustede stille ned mod lagnet. Åndede tungt ud. Hendes sårbarhed var så kvindelig. Kunne ikke blive mere feminin som hun lå der og bød sin krop til. Små svedperler sprang forsigtigt frem på hendes hud ned langs ryggen og ballerne. Han kiggede indgående på hende. Fulgte hendes nu meget stille bevægelser, der virkede så rolige, så bløde i betragtning af dén smerte hun måtte føle. Måske var hun som lammet. Og kunne ikke andet end at sanse sit eget åndedrag og den dybe stilhed der var imellem dem.

Hendes hænder var stadig bundet og hun krøllede fingrende sammen igen og igen for at tørre håndfladerne. Langsomt begyndte hun at slappe mere af. Hun følte sig nu jævnet ned imellem lagnerne, som om hun var blevet en del af dem, og som et stort sensitivt felt der sendte stråler ud til ham. Råbende og tavst på samme tid. Han smilede lidt og begyndte at kærtegne hende blidt overalt. Han brugte tid på at stryge hænderne, varme og bløde ned over hendes krop. Og stadig mere intimt. Det var som om han ville ind alle vegne.

Hun nød det. Det hele. Sanserne der var blevet en forlængelse af hendes krop. Og at hun nu var noget for Ham. Hun ville så gerne glæde Ham. Hun ville vise at det var hendes måde at leve på. At elske på højere planer. At dette rum hun åbnede over for Ham, var så sælsomt og noget der virkeligt var så inderligt hende. Det var en lidenskab for hende at kunne slippe taget og lade Ham gribe hende i frit fald. Det var ikke alene smukt, liderligt, og drivende, men hudløst ærligt. Som om de i virkeligheden fortalte hinanden dybe hemmeligheder om sig selv.

Hun mærkede pludselig noget skarpt imod huden. Hun begyndte at ryste. Men turde alligevel ikke røre sig af skræk for hans vrede. Hendes tanker løb af med hende. Hvad ville Han gøre ved hende? Hun stolede så inderligt på Ham, og ville give sig fuldstændigt hen. Hun mærkede varmen brænde i huden. Bindet for hendes øjne var gledet en lille smule op, og i glimt så hun Hans bevægelser. Hun ønskede at Han ville stoppe, men noget i hende ville også at Han fortsatte. Hun havde brug for det. Og samtidigt var hun bange, skønt hun vidste at hun dybest set var tryg. Hans hårdhed var bare endnu en forlængelse af blidheden der gemte sig under disse smerteindtryk Han gav hende.

Hun hørte en stemmes klagen. En hvisken. Og hun opdagede at det var hende selv. Lysene skimtede igennem mørket og hun forsøgte at koncentrere sig om det. Hun forestillede sig det værste og glemte helt at være der. Dér til stede imellem knivbladet og huden. Men da Han begyndte at bevæge den ned over hende gik hun i trance. Noget fyldte hende op indefra imens Hans skarpe kærtegn blev dybere. Angsten var øredøvende. Længere faldt hun. Ned mod overgivelsen der nu var blevet en udtalelse uden ord. Men med hendes krop, hendes sind som han holdte nådeløst og dybt imellem altfavnende hænder.

Kombinationen af knivens metal og blidheden det blev gjort med åbnede hende op for en helhed der ikke var til at bære. Denne pram hun havde balanceret på hele vejen igennem, brast sammen under hende og hun styrtede tilbage og ud mod en virkelighed der føltes mærkelig tom. Forløst. Hun græd og kunne ikke stoppe. Ikke af sorg. Men der var bare denne åbning hvor alting strømmede ud. Renvaskede hende for åbne sår.

Ildkys. Hvor flammede det ikke. Han havde tvunget sig dybt ned i hende. Steder hun ikke selv kendte. Men tårer stoppede ikke denne strøm. Og ikke Hans stadige bevægelser. Disse smertelignende træk i huden. Gråden aftog. Og stilheden fulgte med. Han stoppede pludselig. Hun sukkede tungt, næsten åndeløst og bevægede sig lidt. Nu ønskede hun bare at han ville tage hende. Vise sit begær med hænder og krop. Men hun sagde ikke noget. Ville ikke ydmyge sig selv ved at skulle bede Ham om det. Tigge Ham om det.

Hun mærkede Hans nærvær tæt ved nu. Åndedrag mod Hud. Fingerspidser der hvor det smertede. En varme steg op fra Ham. Og hun havde hele tiden vidst at den var der. Men først nu tillod Han den at komme frem. At lade hende mærke det bløde væsen inde bagved. Og hele tiden havde hun også vidst inderst inde at den var der. Under overfladen. Varmen der i virkeligheden var grobund for denne veksling imellem dem. Denne sjælelejring i et rum som dette. Sengen, lysene og redskaberne der forandrede og flyttede sanserne mod healing.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *